Se hvordan rejsekortet bliver hacket

Hollandske forskere har brudt ind i kortet, så det er muligt at køre gratis med bus og tog. Selskabet bag ser det dog ikke som et stort problem.

Rejsekortselskab vil ikke skifte kort nu

Eksperter og rejsekortselskabets egen systemchef siger, at det vil være mest overkommeligt at skifte nu. Alligevel vurderer direktøren, at det er bedst at vente.

Alle rejsekort bruger samme nøgle

Det gør et svagt system endnu svagere, siger forsker. Direktør aner ikke, hvad det betyder for sikkerheden.

Intet snyd med Mifare-kort i hele Europa

Rundt om i Europa har der ikke været et eneste tilfælde af snyderi med de usikre Mifare Classic-kort. Men det vil komme, mener forsker.

- De, der har hacket rejekortet, har primært gjort det, fordi de gerne vil have sådan nogle som dig til at stille sig op med et kamera og så kan de komme i fjernsynet og vise de er rigtigt dygtige, mener direktør i Rejsekortselskabet Gregers Mogensen.

- Der har til dato ikke været fundet et eneste misbrugstilfælde på de her kort, siger han.

Stor risiko - lille belønning
Direktøren mener simpelthen, at ondsindede hackere mangler et incitament for at hacke kortet. Der er simpelthen ingen penge at tjene på at lave en forretning ud af det:

- Vi har endnu ikke set nogen kommercielle forsøg på at hacke kortet rundt om i Europa, og med de sikkerhedssystemer vi har, så tror jeg heller ikke vi kommer til at se det, siger Gregers Mogensen.

Han bliver bakket op af sin hollandske kollega Jeroen Kok. Han er direktør i Trans Link System, der står bag det hollandske rejsekort OV Chipkaart.

- Vi har endnu ingen snyd, ingen af vore kort er blevet hacket i offentligheden, fortæller han og fortsætter:

- Hvorfor vil folk bruge tid på at lave et nyt kort, lave noget der er bedrageri, noget du kan få store bøder for - og faktisk komme i fængsel for her i Holland - for at køre gratis med bussen? Jeg mener, der er en meget høj risiko for en meget lille belønning.

Kan sammenlignes med pladebranchen

Men det er, fordi teknikkerne til hacking af kortet stadig er relativt besværlige, mener professor Bart Jacobs fra Radboud Universitet i Nijmegen. Det er bare et spørgsmål om tid, før der bliver udviklet et program, der kan tanke et rejsekort op, så det kan bruges gratis i et døgn. Og hvis 100.000 danskere begynder at benytte det, så vil systemet bryde sammen:

- Risikoen er, at folk begynder at betragte offentlig transport som gratis, ligesom det er sket for pladebranchen, hvor folk bare downloader musik og ikke længere køber CD'er, forklarer han.